Vi har undersøgt din browser og du har ikke Adobe Flash installeret.

Klik her for at hente flash
 
Sitemap
Udskriv
Velkommen
Om os
Serviceydelser
Vejledning & rådgivning
Nyt
Kundefordele
Leif Jensen blev 50 år 15. juni 2012.
 
Flyttebranchens formand fylder 50
- og skærper kampen mod social dumping
 
Uddannelse og professionalisering har altid haft højeste prioritet hos Leif Jensen i hans virke for DMF (Dansk Møbeltransport Forbund) og som direktør i Brdr. Jensen Møbeltransport. Som formand i DMF kører han nu indsatsen op i et ekstra gear, da social dumping truer med at undergrave årtiers fremgang på området.

Leif Jensen er en central figur i flyttebranchen, hvor han har deltaget i alle væsentlige udvalg gennem de sidste 15 år. Han er om nogen manden, der gjorde ”flyttemand Olsen” til en alsidig og serviceorienteret mønsterarbejder og erstattede de obligatoriske øller med en frugtkurv. Gennem hans lange erhvervsmæssige og politiske karriere har målet været at forbedre branchens kvalitet og image gennem professionalisering. Og resultaterne er da også betydelige. Blandt de seneste tiltag kan nævnes etablering af et flytte- og transport-modul under EU’s kvalifikationsbevis og en styrkelse af efteruddannelsen, bl.a. inden for løfte- og bæreteknik. Men kampen er langtfra slut – snarere skærpet. For ifølge Leif Jensen er social dumping nu blevet et stort problem i branchen som følge af de seneste års strukturelle omlægninger.
 
Ukvalificerede underleverandører skaber problemer
”Problemet er, at som følge af stadig større licitationer stiger anvendelsen af underleverandører, og når man kommer ud i 3. eller 4. led, er det nærmest umuligt at kontrollere kontraktforholdene og den faglige standard”, fortæller Leif Jensen. ”Det har desværre medført, at sort arbejde, manglende kompetencer og dårlig kvalitet nu i stigende grad præger markedet, og truer med at ødelægge branchens image.” Især de mellemstore flytteforretninger er truet af udviklingen, da de ikke længere får så mange ordrer direkte, og prismæssigt har svært ved at konkurrere med de underleverandører, som anvender billig – ofte udenlandsk – arbejdskraft uden faguddannelse. ”Social dumping, som jo også kendes fra bl.a. hotel- og rengøringsbranchen, kan kun løses gennem bedre kontrol”, siger Leif Jensen. ”Det er ikke noget, vi kan spare os ud af. Derfor søger vi nu at få et tæt samarbejde op at stå med 3F og regeringen, så vi kan få iværksat en målrettet indsats.”
 
Forbrugernes tillid vigtig
Leif Jensen er i det hele taget en stor fortaler for det brede samarbejde. Gennem hans gode overblik, åbne indstilling og evne til at se sagen fra begge sider har han skabt mange resultater i form af win/win løsninger. ”For mig drejer politik sig om hårdt slid på baglinjen”, fastslår Leif Jensen. ”Det gælder om hele tiden at skubbe på og lede efter åbninger for at få sagerne igennem.” Med denne indstilling er det også lykkedes at skabe en tæt kontakt til forbrugerorganisationerne. Tilliden til at kundernes klager behandles seriøst, og der arbejdes målrettet på at skabe ordnede forhold, har været afgørende for det gode samarbejdsklima i branchen.
 
Rollemodeller på kildevand viser vejen
Når Leif Jensen taler om professionalisme og social ansvarlighed er det ikke bare tomme ord. Han har i høj grad taget sin egen medicin, og Brdr. Jensen Møbeltransport er da også kendt i branchen som pioner inden for integration, medarbejderudvikling og miljø. Familiefirmaet blev etableret af brødrene Frank og Skjold Jensen i 1958, og ledes i dag af søskendeparret Leif og Anette Jensen (faren Frank er stadig aktiv i virksomheden). For tiden beskæftiger firmaet ca. 25 medarbejdere, heriblandt flere ikke etniske danskere samt tidligere kriminelle. ”Vi lægger vægt på, at der er en sund balance i virksomheden med en rygrad af erfarne folk, som kan fungere som gode rollemodeller for de nye”, forklarer Leif Jensen. ”Alkohol er naturligvis bandlyst i arbejdstiden, men til gengæld er der fri adgang til kildevand og frugt.” Selv bilerne er sunde. De skiftes ofte og har gerne en gennemsnitsalder på 6 år, så man altid råder over det nyeste og mest miljøvenlige materiel. Desuden har man som de først i Danmark anskaffet en specialbygget flyttevogn med lavt glas-førerhus, som giver bedre udsigt og dermed større sikkerhed for bløde trafikanter.
 
Altid 2-3 lærlinge under oplæring
Ikke overraskende har uddannelse en central placering hos Brdr. Jensen Møbeltransport. Man går meget op i at løfte det sociale ansvar og hele tiden tage det antal lærlinge ind, som passer til virksomhedens størrelse. Desuden tilbydes alle ansatte løbende efteruddannelse, hvor chaufførerne bl.a. opdateres inden for kundeservice og konflikthåndtering. Og så bidrager Leif Jensen som nævnt også til at løfte uddannelsesniveauet generelt i branchen ved at deltage i nationale og internationale udvalg. Her bakkes han godt op af Anette Jensen, der har været primus motor i at opgradere og forny kurser i bl.a. løfte- og bæreteknik, som hun også underviser i på chaufføruddannelsen på Teknisk Skole.
 
Flytter både for store erhvervsvirksomheder og Maren i kæret
Med en særdeles veluddannet medarbejderstab tilbyder Brdr. Jensen Møbeltransport hele produktpaletten fra A-Z, så både privatkunder og virksomheder kan få en fleksibel og individuel transportløsning. De kan fx frit vælge om de blot vil have flyttet indboet fra A til B, eller om de også vil have reoler, AV-udstyr osv. monteret på den nye adresse. Denne fleksibilitet har samtidig gjort firmaet til en attraktiv samarbejdspartner for møbelproducenter, som både kan få deres møbler midlertidigt opbevaret på lagerhotel og leveret til slutkunderne – inklusiv montage. At kvalitet betaler sig, understreges desuden af de mange langvarige kundeforhold fra det brede erhvervsliv. 
 
Fakta om Leif Jensen
  • Født 15. juni 1962 – søn af Frank Jensen, der grundlagde familiefirmaet Brdr. Jensen Møbeltransport sammen med broderen Skjold i 1958.
  • Overtog i 1990 ledelsen i familievirksomheden sammen med søsteren Anette Jensen og broderen Steen Jensen. Leif og Anette Jensen er i dag direktører i Brdr. Jensen Møbeltransport.
  • Sidder i bestyrelsen i medlemsorganisationen Nordre Birks Vognmandsforening (www.nbv.dk)
  • Formand for Dansk Møbeltransport Forening (www.flytning-dmf.dk)
  • Aktiv i FEDEMAC (The Federation of European Movers Associations), der repræsenterer 4.000 professionelle flyttefirmaer i 22 europæiske lande – www.fedemac.com.
  • Elsker biler og har 3 motorcykler.
  • Bor i Greve med Laila, far til 4 voksne børn og 2 hunde!